Info / Naturen og dyr i centrum

Naturen og dyr i centrum

Jeg forsøger at skabe en rolig og tryg hverdag med udgangspunkt i børnenes behov. Hver alder kræver noget forskelligt, så der skal spilles på flere tangenter. Børnene har et legeværelse med legetøj og en god sofa så vi kan læse i bøger. Dagplejen er også fyldt med Bobles - de populære skumdyr, som er rigtig gode for børn i dagplejealderen. De store kan lave forhindringsbane og hoppe fra den højeste, eller næsthøjeste, og de små kan lære at stå, gå, balancere og gynge. Det er en suveræn god indendørs aktivitet, som bliver brugt hver dag. Er der børn med motoriske udfordringer er Boblesdyrerne også rigtig gode, og et specielt "program" bliver designet i samråd med fysioterapeut.
 
Udearealerne består af en hyggelig gård, som er lukket helt af. Vi har sandkasse, legehus, scootere og traktorer. Jeg har arbejdet på at få gården til at fremstå som en sansehave, så der er noget for alle sanserne. Der er f.eks. mange blomster, vi fodrer vilde fugle som har foderbræt ved legehuset. Der er vand og masser af skovjordbær.
 
Næsten hver dag er vi omme på vores 550 kvadratmeter mark, hvor vi har høns og gæs i forskellige farver som vi fodrer og så henter vi æg ind. Vi har også 3 avlskaniner og indimellem masser af kaninunger.
 
Vi har også sansegynge og rutchebane.
 
Udelivet og dyerne er en væsentlig del af hverdagen her, og vi snakker med dyrerne og fodrer dem. Ind imellem gør vi også rent hos dem. Alt til stor glæde for børnene og dyrerne. Jeg er tilhænger af, at børn skal lære at være sammen med dyr så tidligt som muligt, da de ad denne vej lærer at have respekt for andre levende væsener. Børn med dyr lærer at afkode kropssprog – både hos dyr og mennesker. Det giver en bredere forståelse af verden at kunne forstå andre udtryksformer end ord. Når barnet sidder med et dyr, lærer det at afkode, om dyret kan lide det her, og ”hvad vil den nu”? Hunden kan ”smile”, katten kan spinde, og hønsene bliver bange, hvis børnene skriger for højt i hønsegården. På denne måde lærer børnene, at også dyr har grænser og hvis de bliver misforstået eller dårligt behandlet, bliver de vrede/kede af det eller løber deres vej. Det er både sundt og fornøjeligt for børnene med den slags oplevelser/erkendelser.
 
 
Charlotte Holdt Jacobsen | Savværksvej 36, 7130 Juelsminde  | Tlf.: 51803386 | charlotte_holdt@hotmail.com